jedpitatic

Velkommen til SangTilFest.dk

❤️ Click here: Gratis festsange dk fdselsdag sange

Di skjønne ungdomsdaw, å ja, de daw så svær å find! Det er ikke tilladt at bruge Kommunernes Byvåben her, derfor har jeg selv lavet et.

Den er med stort besvær skrevet af fødselaren. Ved de sytten kom du nær grunden til vi samles her.

Velkommen til SangTilFest.dk - Vers: 11 Bemærk: En sang med gaver Layout: Nr.

Mel: Bamses fødselsdag Nu skal du ha' et alvorsord - fordi du fylder atten, det kan jo være, at du tror - om os, vi ikke kan den kunst at lave hyldest vers, det har også voldt kommers. Hør nu efter, hvad her står om dine atten år. Det første var du fredelig - det andet mere vågen, det tredie langtfra kedelig - nu åbnede du lågen ud til livet lidt på klem. Ved de fire og de fem var du i din barndomsvår og langt fra atten år. Ved seks var dagen fyldt med leg - ved syv blev det alvorligt, nu var det skoletid for dig - og ganske uvilkårligt følte du, - du voksed' lidt tog et meget voldsomt skridt hen imod den fremtid, hvor du fyldte atten år. Fra otte til de fjorten år - du blev fyldt op med viden, en mængde numre du bedrev - og lærte fler med tiden. Ved de femten vidste du meget meget mer' endnu. Tiden ubønhørligt går hen mod de atten år. Ved seksten gik du sværmetur - og holdt i hånd med glæde, de skønne drømme om amour - var ganske småt til stede. Ved de sytten kom du nær grunden til vi samles her. Nu omsider klokken slår. Nu er du atten år. Det tog præcis den tid, det sku' - for dig at blive myndig. Vi regner fortsat med, at du - kan blive mere kyndig. Vi vil ønske, du må ha' alle tiders fødselsda' Et HURRA vi foreslår for dine atten år.

Bamses fødselsdag
Nedenfor kan du få idéer til lejlighedssange, der med få eller ingen ændringer kan passe til næsten enhver fest. Vers: 5 Bemærk: Layout: Nr. Vores database med sange kan du frit kigge igennem - måske er en sang så god du vil kontakte forfatteren. Vers: 3 Bemærk: Medico: J Nr. Tilbuds processen - normalt går der kun 24 timer. Vers: 5 Bemærk: Alder kan ændres Layout: Nr. Melodi: Til pinse når skoven bli'r rigtig grøn Vers: 7 Bemærk: Anden udgave med en lidt anden tekst. Print Fødselsdagssang Melodi: Den er fin med kompasset Forfatter: Ukendt Er du grånet i toppen og modig i kroppen, kort sagt — er du blevet lidt gammel og svag. Melodi: I en kælder pan som kul elskabsvenner, oleklart, tadig mukkest ynger. Vers: 5 Bemærk: Layout: Nr. Vers: 10 Bemærk: Der skal bruges en hat gerne en sjov ensom går på omgang blandt gæsterne sammen med en lille pakke til fødselaren Layout: L Nr.

Sang Bog

❤️ Click here: Du skal ikke elske alle der volder besvaer arnulf ?verland

For Guds folk er hvilen tilbake I himmelens salige hjem. Hvad er for svært for hærdede hænder? Han har sendt 44 loddbøker tilbake til lotteriets kontor i Bergen. Intet i verden kan hindre den sejr, sejren som følger på kvindernes færd.

Olsen hyttesjefen , Gu Id borg Larsen kjøkkensjefen , Eldor Aase og Reidar østenby. De står for den kropslige, erotiske, æstetiske og følelsesmæssige erfaring af verden.

Sang Bog - Herligheden samlede sig i det Indre. Nærmere opplysninger om stillingene og deres arbeidsområde og lønnsbetingelser kan fås ved henvendelse til forbundets sekretær, Albert Breiteig.

Hvor kommer alle de gæster fra? Hvorfor er de hjemløse nu ikke hjemme? Og hvor mon de har skaffet de usædvanligt flinke serveringsfolk fra? Spørgsmål vælter gennem hovedet, når man er nybegynder ved et sommermøde på »Møltrup Optagelseshjem«. Men de svar, der gives, øger blot forundringen. Eller rettere forvirringen, for ærligt talt giver dette møde ikke kun en god portion tænkning fra Hanne Reintoft på talerstolen og derefter adskillige portioner søde sager fra kaffebordet - der er ydermere et særligt udbytte, som står stærkt i sindet, men som er svært at udtrykke, fordi det er affødt af en række sammenstød mellem Møltrups virkelighed og ens egne medbragte forestillinger, fordomme, formodninger. Overraskelserne begynder allerede på vejen til Vildbjerg. Det ligger næsten i navnet, hvor langt det er ude - ikke helt ude ved de attraktive turistområder, men så langt vest for Herning, at man ikke skulle behøve at regne med nogen trafik. Og så viser det sig alligevel, at her er tæt med biler, hundredvis af biler, der sagtner farten til langsommelig kø-kørsel de sidste kilometer ad vejen derud. Møltrup er en forhenværende herregård, som fængselspræsten Johannes Munck i sin tid indrettede til »forkomne mennesker, der skulle have hjælp til oprejsning og til at komme over på livets solside«. Det er 90 år siden, han grundlagde dette afsidesliggende hjem for hjemløse mænd, og nu tiltrækker sommermødet mellem 2000 og 4000 deltagere. Både menneskestrøm og bilkø overgår enhver forestilling - tidsplanen er ødelagt. Også den journalistiske arbejdsplan bliver brudt. Ideen var ellers god - vi havde på forhånd aftalt besøg hos to af gårdens mænd for på nærmeste hold at skildre deres menneskelige solidaritet og deres glæde over sommerens store møde med mennesker udefra. Men det billede, der tegner sig hos vores udvalgte værtsfolk - Willy og Thomas - svarer ikke umiddelbart til forestillingen om »forkomne mennesker«, der søger sammen på livets skyggeside. Moderne tøjstil og raske håndbevægelser, mens Willy fremviser sine sirlige urtebede omme bag huset. Inde i hans store toværelses lejlighed er der en overdådig buket blomster, bløde møbler og superbred tv-skærm. Han skyder et uvant ord ind i præsentationen: »Det er jo en udflytterbolig, det her. « Specielle alle sammen Et af Møltrups særlige aktiver er oprettelsen af udflytterboliger som mellemstation efter tiden på optagelseshjemmet og før overgangen til det almindelige samfund. Så langt er Thomas også kommet, selvom hans lejlighed er mindre, men dog toværelses - og pyntet op med korsstingsbilleder i guldramme og andet udstyr fra genbrugsbutikken. Vi sidder i udflytterboligens store fælleskøkken. Der er som blæst herinde, for akkurat som i andre hjem før et gæstebud har alle Møltrups 120 mænd været i sving med at kalke, luge, rive, feje, skure og skrubbe overalt på selve gården, i parken og fællesbygninger - samt de forskellige boliger. Gennem lange tider må alt have drejet sig om denne dag. Men Willy og Thomas vil ikke til sommermøde. Som udflyttere sondrer de skarpt mellem privatliv og arbejde. Det er totalt uventet, når man har forestillet sig et tæt mande-sammenhold. Men holdningen ligner på godt og ondt det moderne liv udenfor: - Efter arbejdstid går vi hjem, tager bad og laver mad. Vi er på egen kost og bruger køkkenet her til at lave mad i, men går ind til os selv og spiser - ved fjernsynet. De ser også fjernsyn hver for sig i disse store VM-dage, der ellers nok kan inspirere til at sidde i flok: - Der bliver stillet storskærm op i fællesrummet, men vi vil hellere se det på vores eget fjernsyn. Vi har nok af hinanden til hverdag. Det skyldes nok, at vi er lidt specielle - vi har problemer alle sammen, og man bliver træt af at høre på hinandens problemer. Både Willy og Thomas har levet »ude på kanten«. De er - ligesom tusindvis af andre mænd -kommet til Møltrup med en sportstaske eller en sort plasticsæk som eneste bagage. Med tiden har de fået styr på deres svære liv, og egentlig vil de gerne flytte væk: - Men alle de aktiveringsregler gør det svært, og der er ikke mange kommuner, der vil have os. Uimodståelig rastløshed Indimellem kan de blive grebet af uimodståelig rastløshed. De må ud til steder, hvor man kan få fat i våde varer. Thomas tager til nærliggende byer, Willy rejser længere væk. Han har været vant til at sidde bag kirker og sove rusen ud, men har faste linjer for, hvordan man forsvarer sin selvrespekt - ved at holde sig selv ren, tale pænt og opføre sig ordentligt: - Men derfor kan jeg nu godt finde på at trække en flaske og et vodka-glas op af tasken, når jeg sidder i toget over for et par slipsedrenge. De bliver forargede, men dybest nede er de misundelige over, at jeg tør, og det fryder mig at forarge dem, fordi de er så selvhøjtidelige. Møltrup er tørlagt: - De holder øje. Den fortrolige afskedbemærkning får tankerne på langfart under den korte tur tværs over Timring-vejen, der danner det geografiske skel mellem udflytterne og optagelseshjemmet. Først ryger tankerne til Nis Petersen, som med vidunderlige ord kunne åbne borgerskabets øjne og hjerter for værdier hos landevejens folk. Han har haft kammerater, der søgte ly på Møltrup, og at de har elsket stifteren, Johannes Munck, fremgår tydeligt af et mindedigt, hvor første vers lyder: Du præst, som trods dit præstelige kald i fryd og smerte bøjede dig ned mod dem, der svimlede fra fald til fald - et prunkløst minde om din kærlighed. I vore dage, hvor vi taler så meget om at være rummelige, kan netop denne Johs. Munck stå som et fantastisk forbillede. Fra sin tid på Vridsløselille og fra det vestjyske optagelseshjem har han været vant til at »holde øje«, men også at holde ud. I en af sine mange meddelelser til Møltrups venner skrev han om begrebet opdragelse: »Som det har sig med Hensyn til en Mands Tilbagevenden til Møltrup, saaledes ogsaa med Hensyn til det daglige Liv her i Hjemmet. Der kan nok blive brug for Tilgivelse. Det onde Sind kan rive og slide i sit Offer og gøre ham til en alt andet end behagelig Fremtoning. Men naar Uvejret er ovre og han saa - undertiden paa en nok saa snurrig Maade - kommer for at stikke sin Undskyldning, hvem er saa vi, at vi ikke hjertelig gerne falde ham om Halsen og forsikrer, at alt er glemt. « Sproget har ændret sig siden Muncks dage, men på dette års sommermøde fornemmer man stadig ånden i hans »opdragelse«. Den var dobbeltsidig, for dels var det hjemmets opgave »at drage de faldne op«, dels var der opgaven med at »opdrage samfundet« til et andet syn på dem, der er ved at gå til bunds. Ubehagelige tendenser Sommermødets tale bliver holdt af en, vi nok kan forbinde med rollen som samfundsopdrager. Hanne Reintoft står på den flagsmykkede talerstol i et vidunderligt hjørne af den gamle herregårdspark - her er kæmpestore træer, veltrimmede plæner, et frodigt skræppebed det leder tanken hen på den grimme ælling, der blev kanøflet som outsider , og her er et intenst lyttende publikum. Talen gælder vores tradition for folkelige bevægelser, og Hanne Reintoft tæller tydeligt nok vennekredsen bag Møltrup med til de folkelige og private bevægelser, der - ligesom Kirkens Korshær - tager hånd om de ildest stedte. Efter et lynhurtigt socialhistorisk tilbageblik er hun fremme ved den aktuelle situation, der kræver stærke vendinger om aktiverings- og andre regler: - Der er mange ubehagelige tendenser i vort samfund. Meget godt socialt arbejde er blevet til tvang og kontrol, der skaber ydmygede mennesker. Der er aldrig noget, der er blevet bedre af at nedværdige og ydmyge mennesker - tværtimod! Der skal skabes stolte mennesker med både selvværd og selvtillid i behold. Fru Reintofts respekt for sødladne ord om at tage »ansvar for egen tilværelse« kan ligge på et lille sted, og så fortsætter hun storladent: - Det er nødvendigt at genskabe - ja, jeg tør godt bruge det store ord - kærlighed. Men i alt socialt arbejde må indgå det almene kærlighedsbegreb til alle mennesker. Og ud af det må også strømme den ægte barmhjertighed, der ikke har at gøre med medlidenhed, men med at yde, at give. Stemmen bliver hævet til en sidste understregning: - Man skal være lykkelig for at have overskud til at give - det er lettere end at modtage! Opfordringen sidder resten af eftermiddagen som en uvant fornemmelse af at være en person med stærke skuldre. En bette skilling Sådan føler de nok også, de besøgende, der slæber af sted med nyanskaffelser fra optagelseshjemmets genbrugsbutik, tombola og diverse salgsboder. Overskuddet fra denne dag er en vigtig del af Møltrups økonomi. Folk valfarter fra sted til sted, mange møder ustandselig gamle venner. Det er midt i dette mylder, at man kan blive sådan i tvivl - hvem er hvem? De 120 mænd, der bor her, ser man nærmest ikke. Her er ganske vist nogle fyre med fuldskæg og stride manker, men alt i alt er der tale om en ekstremt blandet flok danskere. Ikke mange byfolk, men til gengæld en del, der i både stil og kondition kan minde om den vestjyske flora - sejge vækster i et område, hvor vilkårene er barske. Når man indimellem drister sig til at spørge om, hvorfor de kommer til mødet her, kan svaret være, at Møltrup altid har været egnens stolthed. Andre har planer om at tage på højskoleuge her i slutningen af juli og vil se stedet an. Men de fleste siger bare henkastet, at de »har boet i Timring«. Der har boet utroligt mange i Timring. Pludselig stiler menneskestrømmen mod kaffebordene - så målbevidst, som om de har været her utallige gange. Nogle unge mænd står for serveringen. De har travlt, men er i besiddelse af en særegen omhu og venlighed. Det er svært at få øjnene fra dem - de er for hjertelige til at være professionelle tjenere. Måske er det militærnægtere, man har lånt til serveringen, og alligevel nej. Der er noget ved disse ungersvende, der kræver betoning, så trods uviljen mod at bruge kraftudtryk i Kristeligt Dagblad, og trods risikoen ved at sige »søde« om mænd, må det sammenfattes i et: »Hold da kæft, hvor er de søde«. De milde mænd dukker op igen som et godt spørgsmål under en hastig samtale med hjemmets nuværende forstander, Ebbe Larsen. Han er optaget af at få indskudt nogle ord om »livsoplysning« og om undervisning i aktiv livshjælp, og han lader forstå, at det kan gå galt for enhver. Det kan være en overstresset direktør, en præst, såvel som en arbejdsløs arbejdsmand, der søger hertil i en periode - her kan de være i absolut diskretion - men forstanderen pointerer samtidig betydningen af, at alle arbejder med: - Her kommer man ikke for at blive hjulpet, men for at hjælpe Møltrup. Vi bliver afbrudt af en lille mand i mørkegrå søndagshabit. Han ligner ikke en med stærke skuldre, men haler alligevel en hvid kuvert op af inderlommen og mumler noget om »en bette skilling«. Ebbe Larsen oversætter til rigsdansk, at en bette skilling godt kan være over tusind kroner. Og nu da vi er ved besværet med at gennemskue rollerne, er det tid til spørgsmålet om det exceptionelle serveringspersonale. Larsens blå øjne blinker lunt, mens han hvisker: - Jamen, det er da vores mænd. Der er noget optimistisk ved tanken om, hvor svært det er at se forskel på medarbejder og »mand«. Og der går endnu en prås op for reporteren under en indskydelse om at slutte dagen med at besøge Timring, denne landsby, som så mange mødedeltagere sagde, de har boet i. På kirkegården står lange rækker af ensartede hvide plader med navne på mænd, der har måttet vende kravene fra samfund og måske familie ryggen og er blevet til »Møltrups Sønner«. En talstærk skare set i forhold til den øvrige del af gravstederne i Timring. Det er tradition for hjemløse at gøre det til den sidste vilje at blive begravet her, hvor de har boet engang - ikke i Vildbjerg, som er Møltrups postadresse, men i Timring, som er sognet og kirken og stedet, hvor gamle Johannes Muncks familiegravsted ligger omgivet af disse rækker med hvide plader over mand ved mand af en uendelig flok. Sommermødet på Møltrup Optagelseshjem blev afholdt sidste søndag, den 9.

Hvem har konspirer't med fanden. Ogsaa i aandelig Henseende var de langt ude over de vildes Standpunkt; 2. Si tager til nærliggende byer, Willy rejser længere væk. La kun gråt mitt øie blinde. Beim Hungern und beim Essen, vorwärts, nie vergessen: Die Solidarität. Erikson anvendte helt bevidst identitetsbegrebet på en åben og løs måde som henvisende til en proces, hvor individet både bliver sig selv på selvstændig vis og samtidig udvikler følelsen af at tilhøre en gruppe. Manden ser kun det han vil se.